Selvforsyningshaven.

Helt fra begyndelsen i 1984 havde vi som målsætning at dyrke egne grønsager og frugt – og at avle egne dyr til fryseren. Vi gør det endnu selv om en del af drømmene er slukket undervejs. Vi har ikke svin mere,  kaninerne forsvandt hurtigt og gæssene er for længst ædt af ræven. MEN …

I sommeren 2014 anlagde vi et et nyt nyttehaveareal mellem gården og gravhøjene.  4000 m2 med kartofler, grønsager, brødkorn og en grønbrak i 4 vangs rotation. Det bliver så godt og vi glæder os over at være  i gang med 2. sæson på det nye stykke. Den gamle nyttehave er tilbage i græsmarksdrift og en del af den bruges til planteskole for man kan jo altid bruge en frugtsort mere…Vi dyrker 9 kartoffelsorter og har ikke købt kartofler i 30 år. Ølandshvede til brødkorn og fra 2016 håber vi på vårrug til det uundværlige rugbrød.Vi dyrker 6 sorter jordskokker – og har rigeligt!! Vi er selvforsynende med gulerødder, rødbeder, kål af alle arter, pastinak, selleri, bladselleri og porrer og løg i mange varianter. Krydderurter i alle former dyrkes og spises.

Jeg glemte at nævne squash, græskar og asparges. Jordbær er svære, men det går – rabarber er lettere så dem har vi nok af. Hindbær, solbær, ribs og stikkelsbær og brombær er en selvfølge. Drivhuset er ikke kun til tomater og agurker. I drivhuset  er også fyldt op med nypodede frugttræer, potteplanter på sommerferie og en flok chilier som egentlig er naboens men har det bedst på vores side af vejen. Bier gør vi ikke  i – men låner et par stader i frugttræernes blomstringstid. Så er der jo lige vanviddet med frugttræerne – dem har vi 350 sorter af men det beskrives andetsteds. Pil til kurvefletning har vi haft – men det gik for hårdt  ud over klaverfingrene at flette kurve, så jeg flettede kun så mange kurve at jeg kan prale med det. Så blev pilene fræset ned og stykket brugt til – flere æbletræer.

Selvforsyningen betyder også  kød af lam og får samt  vildt – og hønsene giver både æg og kød. Og måske sku´ vi igen prøve med gæs og kaniner. Det er vist en af drømmene…