Selvforsyningshaven.

Helt fra begyndelsen i 1984 havde vi som målsætning at dyrke egne grønsager og frugt – og at avle egne dyr til fryseren. Vi gør det endnu selv om en del af drømmene er slukket undervejs. Vi har ikke svin mere,  kaninerne forsvandt hurtigt og gæssene blev ædt af ræven. MEN …både gæs og kaniner er kommet igen med fuld styrke og udgør nu en del af vores ernæring.

I sommeren 2014 anlagde vi et et nyt nyttehaveareal mellem gården og gravhøjene.  4000 m2 med kartofler, grønsager, brødkorn og et stykke med planteskoletræer i 4 vangs rotation. Det er så godt og vi glæder os over at være igennem 8. sæson på det nye stykke. Den gamle nyttehave er tilbage i græsmarksdrift og bruges til korttidsgræsning til fårene. Vi dyrker 17 kartoffelsorter og har ikke købt kartofler i 30 år. Der er Ølandshvede til brødkorn men vi har opgivet vårrug til det uundværlige rugbrød.Vi dyrker 6 sorter jordskokker – og har rigeligt!! Vi er selvforsynende med gulerødder, rødbeder, kål af alle arter, pastinak, selleri, bladselleri og porrer og løg i mange varianter. Krydderurter i alle former dyrkes og spises.

Jeg glemte at nævne squash, græskar og persillerod. Jordbær er svære, men det går – rabarber er lettere så dem har vi nok af. Hindbær, solbær, ribs og stikkelsbær og brombær er en selvfølge. Drivhuset er ikke kun til tomater ( selv om der er 20 sorter af dem)og agurker. I drivhuset  er også fyldt op med nypodede frugttræer, potteplanter på sommerferie, ferskner og abrikos – og figner, og en flok chilier som egentlig er naboens men har det bedst på vores side af vejen. Bier gør vi ikke  i – men låner et par stader i frugttræernes blomstringstid. Så er der jo lige vanviddet med frugttræerne – dem har vi næsten 900 sorter af men det beskrives andetsteds. Pil til kurvefletning har vi haft – men det gik for hårdt  ud over klaverfingrene at flette kurve, så jeg flettede kun så mange kurve at jeg kan prale med det.Det er sjovere at spille klaver end at flette kurve Så blev pilene fræset ned og stykket brugt til – flere æbletræer.

Selvforsyningen betyder også  kød af lam og får samt  vildt – og hønsene giver både æg og kød. Kaniner og gæs fylder også godt i gryden – så der er ikke mange indkøb at gøre.