Dumelow´s Seedling

H.C.Bredsted skrev i 1890:

Dette æble er af engelsk oprindelse. Her i landet er sorten, efter Dybdahl, indført og udbredt af det kongelige danske haveselskab. Omtrent ved 1840 sendte afdøde botanisk gartner Wejlbach en podekvist hjem af det fra haveselskabets have i London, og uden tvivl stammede det træ, som stod i haveselskabets gamle have ved Frederiksberg Alle, fra denne podekvist.

Æblet er stort, i bedste udvikling 87 mm  bred, 76 mm høj.

Formen er rundagtig eller afstumpet rund, altid mere bred end høj; bugen sidder på midten eller lidt derunder, fra bugen aftager og afrundes den ligelig til begge ender, dog undertiden lidt mere imod bægeret. Begge halvdele temmelig lige. Tværsnit ikke ganske rundt.

Huden er glat, glinsende, grønliggul eller bleggul.

Plukkes hen imod midten af oktober, ved nytår bliver den tjenlig til brug og kan ofte haves til forbrug vinteren og foråret igennem.

Husholdningsfrugt af første rang.