Velkommen til min hjemmeside.

Karsten Hansen er parat til at lave dit naturarrangement eller din foredragsaften og byder dig samtidig velkommen til min rodede, brogede og elskelige hjemmeside. Siden spejler vel mit liv meget godt – lidt af alt muligt og en masse interesser som man alligevel ikke helt kan leve af. Tag dig tid til at bladre – der er meget at finde på de over 300 sider som gemmer sig bag forsiden

De har altid kaldt mig noget. I min barndom hed jeg Hyl, som efterskolelærer blev det blandt andet  til vildmanden, Støvring Højskole døbte mig Karsten kortbuks, børnene i naturbussen kaldte mig naturkarsten og æblemanden. Tv2 har genopfundet Karsten Kortbuks. I må kalde mig hvad i vil -  jeg ved under alle omstændigheder hvem jeg er..

Fårene er ude og stalden står tom. Underlig er lyden af dyr som ikke er der. Men alle har det godt derude i alt det grønne og frodige  som skabes af det vældige majlys. Gulerødderne er i jorden og med dem stort set alle de andre grønsager. Sellerierne er plantet ud og bønnerne sået. Det er lige straks sommer – med andre ord.

Jeg fik en flot genoplevelse af Martin A,. Hansens gode novelle “Bogen”  efter at have holdt et foredrag i Randers. En 92 årig svagtseende men ikke svagt tænkende kvinde kom til mig og fortalte – med udgangspunkt i noget jeg havde sagt om at man i vores generation ikke pjækkede fra skole – om sit eget møde med litteraturen. Hun var 9 år gammel og sneg sig en tidlig morgen ind til sin fars bogskab og tog en bog ud som så flot ud udenpå. Hun tog den med ud til sit hemmelige sted bag ribsbuskene og satte sig i morgensolen for lige at kigge lidt før hun skulle afsted til skolen inde i Over Hornbæk hvor alle børn i hendes verden gik i skole dengang. Hun læste bare et lille stykke og så var det ellers tid til at komme af sted. Men hvis hun skyndte sig kunne hun nok lige nå en side til….og mens forårssolen klarede sin vandring over den lysende,blå himmel sad pigen fortabt for verden med øjnene stift rettet mod Ingemanns Samlede Fortællinger. Det var først da skyggerne blev kastet over på den anden side af ribsbuskene at det gik op for hende at hun nok ikke nåede i skole den dag. Hun lagde da taktikken om og “kom hjem” fra skole sammen med sine nogenlunde jævnaldrende søskende. Dem var der mange af for pigen var nummer 13 ud af en søskendeflok på 16. I dag har pigen et meget svagt syn, går med rollator og bor i ældrebolig, men hvor var det dog smukt at møde hendes fortællekraft i historien om den dag da hun pjækkede fra skole og mødte Ingemann bag ved ribsbuskene – uden at det blev opdaget. 

23 Marts sluttede jeg Frodes lange gode hundeliv med en tur til dyrlægen. For inden havde vi fodret i stalden, tilset hønsene, gået den obligatoriske tur ned til vejen, spist morgenmad (med lidt ekstra leverpostej) og været en sidste tur på gravhøjene sammen. Nu er han begravet hvor blæsten altid løber, hvor fårene græsser og hvor årenes gang kun mærkes ved de vilde blomsters skiftende pragt. Han forlader ikke sine 9 Hektar men når aftensolens stråler farver himlen mod vest er det Frode som driver lammeskyerne sammen for natten