Det sker alt for ofte at huset bliver solgt uden at man kommer i tanke om at bevare det gamle æbletræ bedstemor havde i haven.
Det træ klatrede alle hendes børnebørn jo rundt i under en evig sommersol – og æblerne var meget bedre end alle andre æbler fordi de stod i bedstemors have.
Gør alvor af det. Bevar din families historie og lav nypodninger af det gode frugttræ inden huset bliver solgt og sølvtøjet delt.
Jeg laver gerne en håndfuld podninger på bestilling og det er endda ikke så dyrt.
Sådan gør du:
Hen over vinteren skal podekvistene skæres fra det gamle træ.
Man skal finde gode årsskud( altså væksten fra sidste sommer) helst klippe dem i en tøvejrsperiode og lagre dem køligt (køleskab eller fugtigt sand udendørs). I marts måned skal podningerne så laves – og det er ,trods rygter om det modsatte, også muligt at klippe kviste og pode direkte uden lagring. Der efter handler det bare om at finde en kompetent person som er i besiddelse af en kniv, en grundstamme og en klat podevoks.
Jeg har lavet en del af disse podninger som er blevet til gaver til børnebørnene – så kommer man jo selv “skifteretten” i forkøbet. Det er også svært at forestille sig en bedre gave for modtageren end træet fra min barndom…..
er du i tvivl om fremgangsmåden så kom til podekursus i foråret.