Ved en foredragseftermiddag i Randers i foråret 2015 påstod jeg at man da aldrig pjækkede fra skole i min barndom. Efter foredraget kom en 93 årig svagtseende kvinde med rollator hen til mig og gav mig en perle af en historie som jeg ikke hverken kan eller vil holde for mig selv. De store punkter i livet fortjener at blive fortalt – og hun gjorde det så stærkt at jeg må bøje mig i støvet.

“Jeg er barn nr 13 i en søskendeflok på 16 – så jeg var aldrig alene som barn. Du nævnte i dit foredrag at vi aldrig pjækkede fra skole – men jeg har nu gjort det en gang og det glemmer jeg aldrig. Det var en skøn forårsmorgen og vi var ved at gøre os klar til at gå til skole. Vi gik jo på Over Hornbæk skole og det gjorde alle vi kendte også. Jeg var lidt i god tid og listede mig ind i stuen og tog en fin bog ned fra fars reol. Jeg havde set på den mange gange og den så så fin ud på ryggen med guldtryk på rødt bind. Jeg ville jo bare låne den med i skole vor at vise et par andre piger den. Der var stadig lidt tid til jeg skulle gå så jeg smuttede ud til mit hemmelige sted bag ved ribsbuskene hvor jeg satte mig og tog bogen frem. Jeg kunne da nok lige nå at kigge lidt i den inden jeg gik. Det var Ingemann´s samlede fortællinger og jeg begyndte forsigtigt at læse mig ind på den første side. Tiden gik og da jeg så op igen var de andre gået af vejen mod Over Hornbæk. Jeg tænkte at vente et lille øjeblik mere så de ikke opdagede at jeg var kommet bagud – så jeg læste lidt mere – og glemte alt omkring mig. Jeg læste og jeg læste den hele formiddag og det var først da solen forlod min hemmelige plet bag ribsbuskene at det gik op for mig, at nu var det nok for sent at gå i skole. Jeg lagde så taktikken lidt om og “kom hjem” sammen med nogen af mine søskende  da de kom travende op af vejen. Det lykkedes fint – der var såmænd ingen som opdagede at jeg ikke havde været med hele vejen, og jeg fortelte aldrig til nogen at jeg havde siddet hele dagen bag ribsbuskene med Ingemann.”

Se det kalder jeg en perle af en historie – og tak for den

Det var nu Grete som gav mig denne historie ved et foredrag i Suldrup – og den fortjener også at blive fortalt videre så her kommer den

“Da jeg var barn og boede i Molbjerg skulle jeg gå til spil hos Else i Gelstrup. Hun var jo organist og kunne da også nok lære fra sig. Jeg fulgtes med Mette, som du nok kender, og vi skulle jo selv cykle derover en gang om ugen. Jeg gik der vist i en 5-6 år men jeg blev nu aldrig rigtig god til det. Det var nok mest forddi mine ældre søstre havde fået lov til at lære at spille at jeg også skulle. Der var en efterårsdag hvor vi havde fået hver et æble af Else da vi var færdige med at spille. Det skulle vi spise på vejen hjem sagde hun. Vi stoppede så oppe på Råhøj og satte os på en god plet med udsigt over til Nihøjene for at spise vores æbler. Kernerne inde i skroget var helt fine og brune og vi ednedes om at så dem så der kunne komme et nyt æbletræ for det var et pænt sted at være træ syntes vi.

Årene gik jo og nu er vi næsten 80 begge to, men vil du tro her i efteråret var vi oppe på Råhøj sammen, ja og Inga var da forresten også med – og der stod vores æbletræ helt fyldt med de dejligste æbler. Jeg er sikker på at det var de kerner vi såede for der er ikke andre gamle æbletræer  der oppe. Vi satte os lidt under træet og lod tankerne løbe mens vi så ud over Nihøjene. Er det ikke underligt – det er er forresten nogen rigtig gode æbler. Jeg har taget nogen af dem med til dig. Jeg tænkte du måske ville smage”