Sorten er tiltrukket af en Havebruger ved Navn H. Foureine i Dreux i Frankrig. Den er beskrevet i »Catalogue descriptif des fruits adoptés par le Congrés Pomologique« 1927, men der siges intet om, hvornår den er tiltrukket. I den hollandske »Rassenlijst voor Fruit« 1948 bemærkes, at Sorten er fremkommet omkring 1882, medens årstallet angives til omkring 1893 i »The pears of New York«. I »Birnensorten der Schweiz« 1948 nævnes også 1893. Forklaringen er vel den, at den fremkom i 1882 og blev sat i Handelen i 1893. Sorten omtales i »Revue Horticole« 1898 af Georges Bellair, der meddeler, at den har været undersøgt af det pomologiske Selskab siden 1893. Ved Frugtsortsundersøgelsen 1918—22 blev der noteret om Comtesse de Paris i Sorø Distrikt, hvor den fandtes i Mathiesens Planteskole i Korsør. Firmaet har den opført i sit Katalog 1904—05 under nyere og lidet kendte Sorter.
Det er en pære som kun anbefales til varme og beskyttede voksesteder, bør nok espalieres og er i det hele taget lidt pylret. Det er ellers en sund sort bortset fra tendens til skurv. Anton Pedersen anbefaler sprøjtning og skriver at sorten ikke har tendens til sprøjteskader.
Frugten beskrives i gode år som saftig og velsmagende – i dårlige år som “roeagtig”. De velformede langagtige pærer er ikke specielt store. De plukkes sidst i Oktober og kan holde sig til ind i Januar. Vinterpærer er ikke nemme i Danmark men min Comtesse ser ud til at vokse godt. I 2017 har Comtesse de Paris båret et væld af store velformede frugter som er rigtig gode i tærter og kager – knapt så gode som spisepære. Så sommeren taget i betragtning tør jeg godt anbefale den til dyrkning på Hovheden under usprøjtede forhold.