Cox Orange

H.C.Bredsted skrev i 1890:

Opelskeren af dette prægtige æble er Mr. H. Cox fra Colnbrook-Lown i Nærheden af Slough Bucks, på vejen fra London til Windsor. Det blev opelsket 1825. Til udsæden blev benyttet Kærner af Ribston Pippin, og af denne udsæd fremkom tillige det også her i landet almindelig bekendte Cox’s Pomona. I mange år existerede dette æble kun på det sted, hvor det er fremkommet, og først efter at det flere gange var bleven præmieret af det londonske haveselskab i årene 1855—58, og bedømmelseskomiteen havde erklæret det for bedre end Ribston Pippin, og for det bedste æble i England, blev dets udbredelse af betydenhed. —  i Danmark har det været dyrket siden 1867.

Æblet er stort i god Udvikling 77 mm bred og 63 mm høj.

Formen er rund, lidt flad, altid mere bred end høj, af jævn og regelmæssig Contour; bugen sidder oftest på midten, dog undertiden lidt derunder; den er næsten lige afrundet mod stilk og bæger, men nogle frugter aftage dog lidt mere imod bægeret. Tværsnit rundt.

Huden er glat, glinsende, lys grønliggul, senere guldgul.

Plukkes i første uge af oktober og er tjenlig til at nydes fra begyndelsen af december indtil i marts—april.

Bordfrugt af første rang.