Erkehertugpæren.

Denne sort har jeg fra to forskellige steder. I Øster Hornum præstegårdshave ligger der en stormfældet ruin af et pæretræ som ifølge pastor Vedsteds optegnelser i mit eksemplar af Bredsteds pomologi skulle være en Erkehertug.  Det gamle træ opgav at springe ud i 2014 så nu findes kun små nypodninger af dette træ

I Assens planteskole fandt jeg et træ med samme navn som er meget afvigende fra Øster Hornums. De er nu plantet  ved siden af hinanden  og i de kommende år håber jeg at kunne løse mysteriet så den ægte vare træder frem. Indtil da hedder de to træer Erkehertug ØH og Erkehertug Assens.De virker ikke til at være samme sort efter væksten at dømme.

Bredsted skiver i 1890 at Erkehertugpæren er meget gammel og at Leroy har beskrevet den . Diel beskrev den 3 gange (1801, 1807, 1819) – med tre forskellige navne.Det giver unægtelig lidt forvirring i navnekrigen – men der er tale om en augustpære som er velsmagende  både lige fra træet og som køkkenpære. Den er som moden lys strågul med rød solside. MUMS kan jeg sige efter at have høstet en hel kurvfuld sidst i august 2017. De er gode og dem skal jeg lave flere af. Det er vel at mærke Erkehertug Assens der er tale om. Erkehertug ØH er IKKE en Erkehertug men derfor kan det nok være en god pære.

Erkehertugens pære er ikke kendt i Danmark og Bredsteds forsøg på at udbrede sorten i 1890´erne må være slået fejl. Måske var det gamle træ i Øster Hornum det eneste i Danmark indtil jeg podede et par håndfulde af den.