H.C.Bredsted skrev i 1890:
Det her i Landet under Navn af Gravensten så almindelig bekjendte Æble er uden Tvivl fremkommet af Frø på Godset Gravensten eller Gråsten i Hertugdømmet Slesvig, måske allerede i det andet eller tredje Decennium i forrige Århundrede. Slottet Graasten, der den Gang kaldtes Gravensten, er bygget af en v. Ahlefeld, der i 1725 måtte fratræde det og Godset, som snart efter gik over i Hertugen af Augustenborgs Besiddelse. Efter at dette Æble i 1788 var bleven beskrevet af Professor Hirschfeld og ved hans Skrifter bekjendt i vide Kredse, blev det først forsendt til Udlandet af den på hin Tid velrenommerede Handelsgartner og Planteskoleejer Vothmann i Sønderborg, medens det allerede på det Tidspunkt synes al have været udbredt her i Landet og kort efter blev det i endnu højere Grad ved de af Staten understøttede Planteskoler ved Frederiksberg, Odense, Kiel og flere Steder.
Om dette Æbletræs Udspring er der fremkommen forskjellige Meninger og Gisninger*), som alle ere lige slet begrundede, eller i alt Fald kun have en mangelfuld Tradition at støtte sig til. Hirschfeld skriver således: »Man sagt dass er ursprünglich aus Italien in dieser Gegend gekommen, wo er zuerst bekannt geworden und worauf er sich in Schleswigschen und Däinschen weiter ausgebreitet hat.« — Dets Indførelse fra Italien er højst usandsynlig, eftersom Gravenstenen kun her i Norden opnår den Godhed og den Velsmag, for hvilken den er berømt, hvorimod den i Sydtyskland, og selvfølgelig også i Italien, betragtes som et Sommeræble af ringe Værdi. — Goede meddeler i sit Skrift fra 1778 om Halvøen Sundeved, at der siges, at Arveherren til Gravensten, Carl v. Ahlefeld, i sin Tid skal have ladet Gravensten- eller Canthoræblet bringe hertil fra Holland. Herimod tør man sikkert være berettiget til at indvende, at Hollænderne den Gang vistnok lige så lidt som nu have kjendt deres egen Interesse så dårligt, at de skulde have overdraget til andre at formere og udbrede en så udmærket Frugt, uden at tilskrive sig selv Æren for dens Opelskning.
I det nordlige Tyskland langs med den vestlige Del af Østersøen er denne Frugt sikkert bleven udbredt næsten lige så tidlig som i Danmark, hvorimod den først ikke lidet senere synes at være bleven udbredt i Sverrig og Norge. I Sverrig dyrkes den især i Kalmaregnen, i Skåne og på Gotland; men også så nordligt som i Uppland har den givet velmodne og veludviklede Frugter. I England blev den første Gang fremstillet i det londonske Havedyrkningsselskabs Udstilling i 1819. Fra England kom den til Frankrig, i hvilket Land man først begyndte at dyrke den i 1838. Også i Amerika er den nu kjendt, men i hvilken Udstrækning har jeg ikke fundet nogen Oplysning om.
I Pomologien følges så vidt muligt den Regel at give hver Frugtsort det Navn, som den først har fået, og når dette Navn tillige er trængt ind i Folkesproget og er kjendt af alle, bør det ikke forandres eller oversættes. Navnet Gravensteen eller Gravensten, som det nu skrives, er et stedligt slesvigsk Navn, og det er dette Æbles mest almindelige og mest bekjendte, og derfor må det her bibeholdes. I Frankrig, England og Amerika skrives Gravenstein, hvilket sikkert hidrører fra Hirschfelds oprindelig tyske Beskrivelse. Skrive vi her i Landet Graastener, kan ingen Udlænding forstå Navnet, og det er næppe endnu alle Danske, der kunne det; det var slet ikke underligt, at en Nordmand en Gang spurgte: »Hvorfor kalde Danskerne deres bedste Æble graa Sten?«
Ja og sådan kan man jo også holde fast i det danske. I virkeligheden må vi nok dele Gråstenæblet med alle de andre. Det er det også godt nok til og det må ikke mangle i nogen æblehave. Der plukkes i September og kan til nød holde året ud – uden kølelagring. Brug dem til alt – og nyd det hele. Mit træ er hentet fra St. Restrups undervisningsplantage som forstander Balle anlagde i årene omkring 1. verdenskrig. Her står en meget stor og rigtbærende gråsten…