Matthiesen skrev i 1913:
Dette første Klasses Kompotæble træffes rundt om i hele Landet. Wøldike fandt Sorten på Falster og flere Steder i Syd- og Vestfyn. Jeg har ofte truffet den i Nordfyn og i det sydøstlige Jylland, altid i store gamle Træer og altid under Guldæblenavnet. Hvorvidt det er en ældre kendt pomologisk Sort vides ikke, lige så lidt som om det er en oprindelig dansk Sort. De forskellige fremmede Guldæbler, der alle er fine Bordfrugter, står den fjernt. Overalt, hvor Sorten dyrkes, skattes den højt som fineste Kompotfrugt, og kun som sådan har den Værdi.
Beskrivelse af Frugten: — Størrelse: ca. .69 mm bred, 57 mm høj. — Form: fladrund. Bugen lidt under Midten, ubetydeligt mere aftagende mod Bægeret, den ene Halvdel lidt stærkere udviklet. — Bæger: lille, lukket eller halvåbent, Bladene grønne, meget brede, løber hurtigt ud i en lang fin Spids, fint dunede; Hulen en flad vid Skål, Ribber små, lidt skarpe ved Bægeret, på Randen og nedover Frugten flade, Tværsnit næsten rundt. — Stilk: 2½ Cmtr. lang, meget kraftig, gulbrun, næst Frugten kødfuld; Hulen middeldyb, vid med lidt grå Rust på grøn Bund. — Hud: glinsende, guldgul, Solsiden med tynd brunlig gulrød Flamme; Punkter talrige, store med smal Hov. Svag eller ingen Lugt. Meget fedtet. — Kærnehus: lille, Aksen snæver, Rum afrundede opad, rundt tilspidsede nedad, Vægge lidt sprængte, omtrent lukkede; Kærner blankbrune, 2 i hvert Rum. — Bægerrør: en lille Kegle, Tråde midtstillede. Griffel halvkløvet, hvidfiltet i Delingsstedet. — Kød: svagt gult, saftigt, fast, sødt med fornøden fin Syre. — Modningstid: Oktober—Jul eller lidt længere. — Værd: udmærket Kompotfrugt.
Træet bliver meget stort, er sundt og hårdført, meget rigtbærende i det mindste hver andet År Tager godt fat på Dværgrod.
Mit Guldæble har været bidt af mosegrise, harer, råvildt, plæneklippere og leer – men det lever endnu og næste år skal jeg have æbler skal jeg. Træerne i Wøldikes plantning i Øster Hornum er langt bedre i stand og herfra spiste jeg æbler i 2012. De var gode!!