Hillested

C. Matthiesen skrev i 1913:

Sorten har jeg modtaget fra Gartner Jessen på Sæddingegaard pr. Rødby. Han meddeler følgende: Træet er lagt af Kærne for ca. 35 År siden af nuværende Enke Margrethe Clausen i Hillested på Lolland. Hun var den Gang forlovet med sin senere Mand, og havde af Kæresten fået et Æble, som hun syntes smagte så godt, at hun gerne vilde have et sådant Træ, hvorfor hun lagde Kærner af det i en Urtepotte. Træet blev siden flyttet ud i deres Have, og da de skiftede Ejendom en 2—3 Gange, flyttede de hver Gang Træet med sig. Det bar første Gang, da det var 13 år gammelt, men har efter den Tid båret hvert år.

Beskrivelse af Frugten:— Størrelse: stor til meget stor, i almindelig god Udvikling 88—90 mm bred, indtil henimod 80 mm høj. — Form: varierer fra fladrund til højere og da afstumpet kegleformet. Bugen på eller lidt under Midten, den ene Halvdel lidt stærkere udviklet. — Bæger: lille, halvåbent, enkeltvis næsten helt åbent. Bladene grønne, fint uldede, bøjer indad, slår Spidserne lidt udad; Hulen dyb, snæver, Ribber brede, flade, løber brede helt ned over Frugten og helt ind i Stilkhulen, Tværsnit lidt kantet, ofte også næsten rundt. — Stilk: kort eller middellang, kraftig, olivenbrun, glat eller svagt dunet, kan også være en Knort; Hulen dyb eller meget dyb, snæver med fin kanélbrun Strålerust, som stråler langt ud. — Hud: lysegul, Solsiden er stænket og kortstribet af et meget smukt karminrødt, som næsten kan dække på stærkt solbeskinnede Frugter; Punkter spredte, store med bred Hov. Svag Lugt. Fedtet. — Kærnehus: i Omkreds stort, bredt løghjerteformet, Aksen kort, vid, Rum små, afrundede opad, tilspidsede nedad, Vægge lidt sprængte, åbner sig spatelformigt, en veludviklet, blankbrun, stor Kærne i hvert. — Bægerrør: en Kegle, Tråde midtstillede, Griffel halvkløvet, svagt håret i Delingsstedet. — Kød: hvidt, meget saftfuldt, mørt, af kraftig, svagt krydret, god Vinsmag. — Modningstid: November—Februar. — Værd: udmærket smuk Handelsfrugt og meget god Bordfrugt. Fin Pyntefrugt.

 

Om ikke andet så er historien om kærligheden og træet som blev sået på den baggrund nok for mig til at have sorten stående.