Sorten har jeg fundet hos Ole Madsen i Assens planteskole som i mange år var Mekka for underlige frugtsorter. Han var samler. Jeg ved ikke selv meget om æblet men Flemming fra Sonneruplund skriver om sorten:
Menes at stamme fra Tyskland, hvor det er udbredt. Er registreret først i 1700-tallet. Sorten kendes også under synonymerne Maegaards æble, Rote Eiserapfel, Eiser Rouge, Pomme Eiser Rouge m. fl. I sverige er æblet også blevet kaldt Årsäple, da man mente, det kunne gemmes et år.
Træet vokser ret kraftigt og får en stor og bred krone. Det er meget hårdfør og ikke særlig modtagelig overfor sygdomme. Det er længe om at komme i bæring, men giver efterhånden et stort udbytte. Sorten er triploid og en dårlig bestøver. Der er få udviklede kerner i æblerne.
Frugten er middelstor, rund, lidt flad med grøngul grundfarve og på solsiden med rødbrun dækfarve. Kødet er ret saftigt med syrlig smag. Plukkes i slutningen af oktober og bruges i januar til april eller længere som mad- og spiseæble. Det er muligt at gemme æblet helt til juni – juli.
Jeg glæder mig til at smage men det kommer til at tage tid for mit træ er gået ud!! så det er om igen og forfra. Markmusegnav om rodhalsen kunne tage livet af selv et jernæble