Lobo

Da jeg var barn fik vi en ost med rød skorpe. Den smagte ikke af noget. Så fik vi Loboæbler – de var flot røde men smagte ikke af noget. Til sidst fik vi farvefjernsyn -og det smagte heller ikke af noget.

En kærne fra ‘Mc Intosh’ blev i 1898 på Central Experimental Farm, Ottawa i Canada til sorten ‘Lobo’. Af samme udsæd fik man for øvrigt sorten ‘Melba’. Lobo kom til Sverige i 1930. I Danmark blev den første gang udstillet i København i 1937. Den var ret udbredt i frugtplantagerne omkring 1970 og udgjorde ca. 8,6 % af produktionen af æbletræer.

Frugten er stor, fladrund. Som moden er den mørkerød på solsiden og lysere på skyggesiden. Kødet er skørt og saftigt med en svag sødlig smag og fin men lille aroma. Plukkes i starten af oktober og anvendes indtil december. Det kan pudses som et rigtigt lærerfedteræble og gør sig i julens frugtskåle.

Mit træ gror godt – og svigermors har klaret sig siden huset blev bygget i 77 uden at få hjælp af nogen art.